Hjemme igen

Vi kom hjem efter 48 timer på sygehuset. Det var lidt underligt at skulle hjem, for hvem skulle vi nu lige ringe efter når vi havde nogle spørgsmål?? Det var så dejligt betryggende at have jordmødre og sygeplejersker lige ved hånden (0: Men på den anden side glædede vi os til at komme hjem, og nyde vores lille guldklump og hinanden. De første uger gik ufattelig hurtig - den lille sov jo det meste af tiden, men puha hvor var jeg træt. Det kræver lidt tilvænning, at skulle op om natten og konstant være på. Vi kæmpede de første 14 dage med amningen, men vi blev nødt til at opgive. Jeg havde ikke nok mælk så Oliver var konstant sulten og ked af det. Han brugte tit 2-3 timer på hvert måltid og det kunne jeg ikke holde til, så vi gik over til modermælkserstatning på flaske, og så kørte det hele bare derfra. Han spiste med stor appetit og voksede hurtigt, så det var lige det der skulle til. Det har fungeret rigtig fint trods følelsen af ikke at kunne slå til som mor, men i vores situation var det det rigtige at gøre. Man kan sagtens have et sundt og glad barn selvom man ikke ammer(0:
Det er nu også ret dejligt, at kunne blive aflastet lidt i spisesituationerne, og det er ligeledes dejligt, at kunne tage ud af huset uden at skulle tænke på at være hjemme på bestemt tidspunkter for at amme.
Efter de første 2 måneder sov Oliver igennem hver nat (Og gør det stadig) så det var jo helt fantastisk, at kunne få sin nattesøvn igen.
Nu er der snart gået 6 mdr. (D. 04.03.2011) og den lille bliver jo bare sjovere og sjovere. Han sover stadig meget, men har små 3 timers vågen tilstand mellem hans lure. Han bliver mere og mere bevidst om os, men bestemt også andre mennesker - nu kan han rigtig kende mormor, farmor, bedstefar osv. Han er begyndt at tage fat i ting og undersøger alt hvad kan kan finde. Vi har lige haft debut i den høje stol, og det er jo fantastisk at komme op i højde med mor og far ved spisebordet - og så er der også fri udsigt til fjernsynet (0: