Det går bare SÅ stærkt

Som titlen så tydeligt siger, så går det hele bare så stærkt - min lille myre er bare blevet så stor - alt for stor (0: Tand nr. 2 er også kommet så nu skal man passe på fingrene (0: Han er kommet op i sin høje stol og elsker at sidde der. Nu kan han rigtig være med ved bordet. Den største udfordring er, at alt indenfor hans rækkevidde bliver smidt på gulvet - vi kalder det for "Hent pinden" og det er stort set ved at være et fuldtidsjob.
Han nyder at ligge i sin kravlegård og lege, men den er så småt ved at være for lille til ham - han roder rundt hele tiden og lige pludselig ligger han med både arme og ben ude mellem tremmerne, og kan ikke forstå hvorfor han ikke kan bevæge sig rundt. Det kan godt skabe nogle små hysteriske udbrud.
Lige nu nyder han mest, at få lov til at stå på gulvet (med lidt hjælp) Det varer ikke længe inden han løber rundt i hele huset. Det glæder jeg mig lidt til selvom det nok kræver mere end et øje på hver finger - lige nu ved man da i det mindste hvor man har ham(0: Han ruller rigtig flot og kan sagtens rulle lidt omkring. Jeg kan rigtig mærke, at han gerne vil en hel masse, men det varer nok lige lidt endnu.
Der er kommet kød i maden, hvilket er et ret stort hit - især kødboller. Der sker bare så mange ting lige nu, men hvor er det da bare fantastisk at være en del af.
Han er blevet meget opmærksom på folk, og genkender tydeligvis mor, far, storesøster, farmor, mormor, bedstefar, moster og kusinen - det er skønt at se et stort smil på hans læber, når der kommer gæster han kender.

Den første tand

Vi har i de sidste måneders tid haft på fornemmelsen, at der snart skulle komme nogle tænder frem i denne her lille tandløse mund, da Oliver bare har savlet som en gal - det løber nærmest ud af munden på ham. Og ganske rigtigt!!! D. 26.02.2011 får jeg øje på den første lille tand der tittede frem i undermunden. Vi kan godt mærke, at det generer ham lidt, da han konstant sidder med hånden i munden og ikke rigtig kan finde ro til at få sovet. Men som min kloge mor siger, så er det jo bare en fase vi skal igennem.
Jeg blev lidt rørt da jeg så tanden, for nu er min lille dreng jo ved at være stor!!

Hjemme igen

Vi kom hjem efter 48 timer på sygehuset. Det var lidt underligt at skulle hjem, for hvem skulle vi nu lige ringe efter når vi havde nogle spørgsmål?? Det var så dejligt betryggende at have jordmødre og sygeplejersker lige ved hånden (0: Men på den anden side glædede vi os til at komme hjem, og nyde vores lille guldklump og hinanden. De første uger gik ufattelig hurtig - den lille sov jo det meste af tiden, men puha hvor var jeg træt. Det kræver lidt tilvænning, at skulle op om natten og konstant være på. Vi kæmpede de første 14 dage med amningen, men vi blev nødt til at opgive. Jeg havde ikke nok mælk så Oliver var konstant sulten og ked af det. Han brugte tit 2-3 timer på hvert måltid og det kunne jeg ikke holde til, så vi gik over til modermælkserstatning på flaske, og så kørte det hele bare derfra. Han spiste med stor appetit og voksede hurtigt, så det var lige det der skulle til. Det har fungeret rigtig fint trods følelsen af ikke at kunne slå til som mor, men i vores situation var det det rigtige at gøre. Man kan sagtens have et sundt og glad barn selvom man ikke ammer(0:
Det er nu også ret dejligt, at kunne blive aflastet lidt i spisesituationerne, og det er ligeledes dejligt, at kunne tage ud af huset uden at skulle tænke på at være hjemme på bestemt tidspunkter for at amme.
Efter de første 2 måneder sov Oliver igennem hver nat (Og gør det stadig) så det var jo helt fantastisk, at kunne få sin nattesøvn igen.
Nu er der snart gået 6 mdr. (D. 04.03.2011) og den lille bliver jo bare sjovere og sjovere. Han sover stadig meget, men har små 3 timers vågen tilstand mellem hans lure. Han bliver mere og mere bevidst om os, men bestemt også andre mennesker - nu kan han rigtig kende mormor, farmor, bedstefar osv. Han er begyndt at tage fat i ting og undersøger alt hvad kan kan finde. Vi har lige haft debut i den høje stol, og det er jo fantastisk at komme op i højde med mor og far ved spisebordet - og så er der også fri udsigt til fjernsynet (0:

De første dage som forældre

Det var VIRKELIG mærkeligt at ligge der på patienthospitalet med det her lille menneske i armene.....tog mig selv i flere gange, at tænke hvor pokker han lige var kommet fra, og hvornår der kom nogle og hentede ham igen. Ikke fordi jeg ville af med ham, men nu havde man gået i 9 mdr. med den der mave, og nu var den bare byttet ud med et lille menneske...det tog mig lige lidt tid at forstå (0:
Men han var jo bare den skønneste lille skabning der fandtes - så fin, så hjælpeløs, dybt afhængig af os - jamen kunne det være bedre!!??
Den første nat lå jeg med ham i mine arme, og jeg lukkede ikke et øje hele natten. Lå bare og kiggede på ham, og hvis jeg endelig blundede lidt, så vågnede jeg med et sæt for at se om han stadig var der. Det var han jo selvfølgelig!!!

Maven vokser

Så gik de første 8 uger og alting var som det skulle - så langt så godt!! Vi så de første skanningsbilleder, og det var først der det hele rigtig gik op for mig. Tænk engang - sådan en lille myre der ligger der med et bankende hjerte (0:
Som tiden gik kunne jeg rigtig mærke, at der skete en hel masse med min krop - ting som jeg slet ikke kan sætte ord på og så de fysiske ting som en stor mave og lidt mere buttede kinder. De første måneder var lidt svære at komme igennem, da jeg bare følte mig tyk - man kunne ikke rigtig se, at jeg var gravid, og som kvinde er det bare IKKE sjovt!! Vel tøser???!!!
Alle spørgsmålene farede stadig rundt i hovedet på mig, men nu var der ikke rigtig nogen vej tilbage.....men efterhånden som jeg fik puttet alle tanker og spørgsmål i de rigtige kasser, blev jeg mere og mere glad ved tanken om et lille nyt familiemedlem, som var mit eget kød og blod. Og så tog fanden jo ved mig og jeg gik fuldstændig amok med indkøb til den lille ny - det kunne jo ikke blive godt nok (o:
Men midt i alle de skønne tanker var der også en masse bekymringer!! For vores vedkommende boede vi i en 56 km2 stor lejlighed og havde en peugeot 207 cabriolet som ikke lige egnede sig til 2 voksne og 2 børn. Så vi satte jagten ind på et hus og ny bil(0: Det hele tog lidt længere tid end vi havde håbet på, da vi ikke rigtig kunne finde det helt rigtige, men så helt tilfældigt fandt vi "vores" hus igennem en ven på Facebook. Vi fik overtaget huset d. 15. august, men med en termin 1. septemper så havde vi lige pludselig lidt travlt!! Heldigvis knoklede vores familie sammen med os i døgndrift (Det tager lang tid at male 160 km2) og vi kunne bestemt ikke have nået det hele uden deres hjælp, så det er vi selvfølgelig meget taknemmelige for. Trods min store mave knoklede jeg på med både maling og indretning af værelser (Især børneværelset) og det kunne bestemt godt mærkes efter 14 dages hårdt arbejde. Vi nåede næsten at blive færdig med det hele inden den lille meldte sin ankomst lørdag d. 4 september kl. 19.21.

Positiv test!!! Shit.....

Vi blev, som så mange andre par gravide ved et uheld. Ikke fordi det aldrig skulle være, men måske bare ikke lige så hurtigt. Vi havde været sammen knap et år da testen pludselig viste 2 streger! Åhh nej hvad gør man så???? Joo jeg startede med at gå sådan ca 1000000 gange rundt om mig selv og anede ikke hvad jeg lige skulle stille op. Ringede til kæresten som blev helt stille i røret - og det hjalp ligesom ikke vel????!!!!
Det lidt sjove ved denne dag, var at jeg tog min graviditetstest på min daværende arbejdsplads, da jeg lige havde brug for selv at se svaret først...Men det er vel også meget normalt ikke???
Men fik ikke lavet særlig meget fornuftigt den dag - havde en ustyrlig lyst til at råbe det til alle, men samtidig var jeg lige ved at lave i bukserne af skræk over fremtiden......skulle vi overhovedet have det her barn?? Var jeg klar?? Kan jeg overhovedet finde ud af at være mor?? Hvordan bliver det her barn?? Er det nu sund og rask?? Var det overhovet den rigtige mand jeg var sammen med?? Økonomi?? Åhh nej - gråd og bleskift!! Jamen for pokker hvor var det da surealistisk! Tanken om at der var sådan et lille menneske indeni mig - hvordan kan det lige lade sig gøre?? Teknisk set ved jeg godt hvordan det kom derind, men hvor er det da en underlig fornemmelse at dele krop med sådan et lille væsen.
Heldigvis fik vi en god snak om det, og vi besluttede heldigvis at beholde dette lille vidunder, som vi jo ikke kunne være foruden i dag (0: